Døgnets otte tidebønner er
Tidebønnerne deles traditionelt op i tre grupper:
- De store tidebønner: Aftensang (Vesper) og Morgensang (Laudes)
- Vågenatsbøn (Matutin)
- De små tidebønner: Nattebøn (Completorium), Morgenbøn (Prim), Formiddagsbøn (Terts), Middagsbøn (Sext) og Eftermiddagsbøn (Non)
Strukturen
Tidebønnerne har en meget ensartet struktur, som er fastlagt i Benedikts Regel (men er meget ældre). Der er Psalmer (Davids Salmer) og læsning i første del, som i de to store tidebønner Aftensang og Morgensang samt i Nattebønnen efterfølges af en evangelisk lovsang, se nærmere under de enkelte tidebønner. Den sidste del er bønnerne.
Endvidere er der en hymne, der ikke ligger samme sted. I de små tidebønner (bortset fra Nattebøn) og i Vågenatsbønnen ligger den umiddelbart i begyndelsen, mens den i Morgensang, Aftensang og Nattebøn ligger efter tekstlæsning og responsorium. Hymnerne er det eneste ikke-bibelske materiale, og de repræsenterer de forskellige tiders bidrag til tidebønnen. Således findes der i moderne tidebøn – også Dansk Tidebog – også salmer, der er anvendt som hymner.
Aftensang (Vesper)
Er tidebønnen ved solnedgang eller sidst på eftermiddagen og dermed er den kirkens gamle aftengudstjeneste, som er den vigtigste efter højmessen. En vesper fejres daglig ved solnedgang eller kl. 17. Den har rødder i den jødiske tempeltjenestes aftenoffer, der på Jesu tid blev holdt kl. 15.
Da kirken overtog tjenesten, tilføjede man kristne elementer: Lovprisningen af Fader, Søn og Helligånd - den treenige Gud - ved De bibelske Psalmer, samt den evangeliske lovsang (Canticum) Magnificat (Marias Lovsang).
Aftensangen er den vigtigste af tidebønnerne, hvoraf to, Morgensang og Aftensang, holdes i kirken. De blev bibeholdt ved reformationen i 1536 som del af latinskoledrengenes kirkesangspligt i købstæderne, men blev officielt afskaffet 1770. Som en rest af dette har vi stadig morgen- og aftenringningen. Latinskolerne fortsatte dog til 1806, hvorefter latin ikke længere var et hovedfag.
Lystændingsbønnen (Lucernariet) - indleder vesperen
En ting, der tidligt forsvandt ud af tidebønnen i Vesten, var lystændingsbønnen (lucernariet), der oprindelig indledte vesperen, men bibeholdtes i den ortodokse kirke. Det stammer fra det jødiske sabbatsmåltid, hvor det markerede begyndelse og slutning på sabbatten. Det blev overtaget af de første kristne og brugtes ved agapemåltidet. Herfra gik det i Østkirken ind i den daglige aftenbøn, idet det understregede Kristus som verdens lys og lysets ophav.
Efter Jerusalems genopbyggelse holdt man aftentjenesten i gravkirken, og ved denne hentedes Kristi lys ud af graven til oplysning af dødens mørke. Det synes ikke at have fået samme position i Vesten, hvor man op imod år 600 antagelig kun har brugt det ved fester, hvorefter det gled ud. Den ambrosianske liturgi i Milano har dog bibeholdt Lucernariet frem til i dag. Men det er igen ved at dukke op i Vesten. I 1992 udgav Franciskusselskabet tidebogen “Celebrating Common Prayer”- A Version of the Daily Office SSF (Mowbray).
Nattebøn (Completorium)
Nattebøn (Completorium) er dagens sidste tidebøn, som bedes inden sengetid. Ifølge Benedikts Regel synges de samme tre psalmer, 4, 91 og 134 hver aften, og der er intet responsorium.
Nattebønnen er den eneste af de små tidebønner, der indeholder en evangelisk lovsang (Canticum): Nunc Dimittis (Simeons Lovsang), som blev indført i 700-tallet. Denne lovsang er blevet Nattebønnens kendetegn sammen med responsoriet ”I dine hænder”, som er et af Jesu ord på korset. I klostrene synges Completorium ofte allerede omkring kl. 19-20.
Vågenatsbøn (Matutin)
Vågenatsbønnen (Matutin) er tidebønnen i den tidlige morgen inden daggry – iflg. Benedikts Regel skal munkene synge den kl. 02. Den er udviklet af vågenatstjenesten, der blev holdt natten igennem før de store festdage, og som primært bestod af psalmer, tekstlæsninger og bøn. I den ortodokse kirke har man fortsat denne tradition, som kaldes den store vesper. »De Ni Læsninger«, som læses og synges op til jul, er en moderne afart af vågenatsliturgien.
Efter Andet Vatikankoncil (1962-65) er Matutinen blevet ”Læsningernes Tidebøn” og kan holdes, når det passer i dagens løb. Lovsangen til denne tidebøn er ikke evangelisk, men fra 300-tallet Te Deum, som dog ikke synges i fastetiden. Hvis en kirke har tre klokker, er de oftest stemt efter de tre første toner i Te Deum e-g-a, så det bliver en lovprisning at ringe med dem. Københavns Rådhusklokkers kvartermelodi er Laubs bearbejdelse af gregoriansk tone 4, som netop bruges til Te Deum – så rådhuset deltager i lovsprisningen!
Morgensang (Laudes)
Morgensang (Laudes) er tidebønnen ved solopgang. Den har samme struktur som Aftensangen (Vesper), men den evangeliske lovsang (Canticum) er Benedictus, (Zakarias’ Lovsang, Luk. 2). Det er den anden af de to store tidebønner, der også holdtes i sognekirkerne. Morgen- og Aftenringningen er en rest af dette. Se også under Aftensang.
Øvrige tidebønner
Middagsbøn (Tolvsang eller Sext) er tidebønnen ved middagstid. Det er den midterste af de fem små tidebønner i dagens løb. Denne og Nattebønnen (Completoriet) er nu om dage oftest den eneste af de små tidebønner i dagens løb, der holdes.
De andre er Prim (Morgenbøn ved første time, dvs. kl. 6), Terts (formiddagsbøn ved tredje time, kl. 9) og Non (eftermiddagsbøn ved niende time, kl. 15)