Et poetisk billede
Den sang, der blev nedskrevet i Gregors dage, kan sammenlignes med småsten i en bæk. Forskellige farvede sten stammer fra forskellige typer af sten længere oppe ad bækken, og som de vaskes ned med strømmen, bliver de afrundet og får en mere ensartet form. Vandet, som strømmer hen over dem, former dem, og de begynder at sætte sig i forbindelse med hinanden.

Fordi man på samme måde ikke kan forklare oprindelsen af denne sang, er det Gud ske lov umuligt at anklage den for at være et opfundet musiksystem. Ligesom al "naturlig" musik har sangen en historie med gradvis og organisk udvikling, og den udvikler sig fortsat med nye tilpasninger til modersmålet og kompositioner baseret på gregorianske stilarter.

Den første kristne sang
Den Hellige Skrift giver nogle fingerpeg om mangfoldigheden i den tidlige kristne sang. De første kristne medbragte Psalmer (Davids Salmer), hymner og åndelige sange til at synge ved deres gudstjenester. Når man ser på de forskellige baggrunde, medlemmerne havde i den korintiske kirke, må man antage, at der var stor variation i de musikalske stilarter, som fandtes i disse gudstjenester.

Måske var der efterklange af, hvordan Psalmerne blev sunget i Templet, eller af den måde, som man sang omkvæd i klassiske dramaer på, af en stump melodi opstået under arbejdet eller en folkesang husket fra barndommen. I denne usædvanlige smeltedigel bør nok tilføjes et element af ekstatisk sang opstået på stedet. Herom ved vi meget lidt, og vi får kun små glimt af det i den lange jubilus, som findes for enden af mange Hallelujavers. 

Den samling og kodificering, som Gregor den Store iværksatte, førte til ensartet sang over hele Europa, men på bekostning af mere lokale traditioner.

Udviklingen frem til 1800-tallet
Fra 1100-tallet til 1500-tallet blev den oprindelige enstemmige sang efterhånden tilsløret med flerstemmighedens indtog. Sangen blev en del af de nye kompositioner, som nok benyttede de gregorianske melodier i den underliggende struktur, men samtidig fjernede enhver klar fornemmelse af sangens rytmiske egenskaber.

På Tridentinerkoncilets tid (sidste halvdel af 1500-tallet), da humanistiske interesser nærmest undertrykte flerstemmigheden, var den gregorianske sangs melodiske form blevet ændret betragteligt. 

Sådan var i al væsentlighed tingenes tilstand de næste 300 år.

Udviklingen frem til i dag
Med gengrundlæggelsen af Solesmes-klostret i midten af 1800-tallet begyndte det moderne studium af gregoriansk sang for at genfinde de oprindelige melodiformer.

Læs mere om Solesmes-klosteret her 

Andet Vatikankoncil (1962-1965) medførte en revision af de gregorianske sangbøger, tilpasset ny revideret kalender og lektionarium (dvs. læseplan). 

Den gregorianske sangs stilling efter den omfattende spredning af liturgien på modersmålet har været noget tvetydig. Mens latin og den tilhørende gregorianske sang fortsat var normen i den katolske kirke, blev brugen i praksis begrænset til klostre, nogle katedraler, en håndfuld sogne og adskillige grupper med særlig interesse. Lejlighedsvise udgivelser fra et større pladeselskab fremkaldte nogen interesse.

Den seneste eksplosive interesse for sangen opstod i slutningen af 1980'erne først ved, at den dukkede op i samlinger af popmusik, som havde fundet den på pladeindspilninger. Det gjorde dog kun lidt til at forberede modtagelsen af indspilningen af Canto Gregoriano af munkene i Santo Domingo de Silos. Grunden til den fornyede interesse skyldes både kommercielle tiltag og den åndelige interesse, som synes at påvirke verdens kulturer.

(Teksten ovenfor tager udgangspunkt i The Beginner’s Book of Chant, 1. kapitel: "Historical overview" St Michael's Abbey, Farnborough, 2004. Gengivet med tilladelse af Prior Cuthbert Brogan. Oversættelse og sidste afsnit ved Kim Thinggaard 2005. Uddrag og ajourføring 2011.)

Udviklingen i Danmark efter genoprettelsen
Den gregorianske tidesang fortsatte efter Reformationen som en del af latinskoledrengenes pligt til at synge i kirken morgen og aften, men det blev afskaffet officielt i 1770, hhv. 1806.

I 1927 dannedes Theologisk Oratorium, et studenterfællesskab, der benyttede tidebønnen og derfor udgav forskellige samlinger med tidebøn og Bibelske Psalmer, der benyttede de klassiske gregorianske toner.

I 1961 udkom 1. udgave af Dansk Tidebog, og man begyndte at holde sommermøder i Løgumkloster omkring dette materiale.

I 1965 stiftedes Selskabet Dansk Tidegærd (nu Selskabet for Tidebøn og Gregoriansk Sang (TGS)).

I 1971 kom 2. udgave af tidebogen og Antifonale I med Ugens Tidebønner, mens Antifonale II med Kirkeårets Tidebønner først kom i 1977.

I 1997 kom Den Lille Tidebog med et udvalg af dagens tidebønner, og i denne forbindelse udsendtes en CD med fire tidebønner "Gregoriansk sang på dansk".

 Kirkens brug af gregoriansk sang
Den danske folkekirkes ritualbøger har også brugt gregorianske messetoner siden 1935, da den klassiske lærebog "Messetoner" udkom.

Prøveritualbogen 1963 anvender gregorianske toner og foreslår morgen- og aftensang, ligesom Musiktillæg til Gudstjenesteordning for den danske Folkekirke, 1994, anvender gregorianske toner og anfører morgen- og aftensang med bibelske Psalmer. Det, der efterfølgende mangler, er nogle praktiske samlinger med Psalmer (Davids Salmer), som også kan bruges til fællessang. 

Den (katolske) Tidebog på dansk blev udgivet i 1987. Det er en komprimeret étbindsudgave af den nye latinske med fire-ugers Psalmeplan. Denne plan findes også som tillæg til Dansk Tidebog (1971), men er svær at bruge i praksis. 

Derfor arbejder Selskabet for Tidebøn og Gregoriansk Sang med nye udgivelser og har foreløbig stået for disse udgivelser: 

 2015  Bibelske Lovsange

 Læs mere om de enkelte udgivelser her